Salme 76. (Til Sangmesteren. Med Strengespil. En Salme af Asaf. En Sang.) Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel, i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion. Der brød han Buens Lyn, skjold og Sværd og Krigsværn. - Sela. Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge. De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper. Jakobs Gud, da du truede, faldt Vogn og Hest i den dybe Søvn. Frygtelig er du! Hvo holder Stand mod dig i din Vredes Vælde? Fra Himlen fældte du Dom. Jorden grued og tav, da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela. Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig. Aflæg Løfter og indfri dem for HERREN eders Gud, alle omkring ham skal bringe den Frygtindgydende Gaver. Han kuer Fyrsternes Mod, indgyder Jordens Konger Frygt.
Salme 77. (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela. Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Salme 78. (En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom, så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag - Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark; han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold; han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder. Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken? Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?" Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse. Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund, rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge. Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere. Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År. Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage. Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte. Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest. Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
Salme 79. (En Salme af Asaf.) Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde. Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
Salme 80. (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.) Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber, for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse! Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn? Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål. Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den; du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet; Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker; den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden. Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf? Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op! Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok, for Skuddet, din højre planted! Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel! Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig! Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn! HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
Salme 81. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte. "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"
Salme 82. (En Salme af Asaf.) Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela. Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
Salme 83. (En Sang. En Salme af Asaf.) Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela. Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE; lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!
Salme 84. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.) Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud! Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela. Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela. Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!
Salme 85. (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.) Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela. Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os! Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
Salme 86. (En Bøn af David.) Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig! Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem. Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl; thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig. Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst! På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger. Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn. Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud. Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
Salme 87. (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.) Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela. Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela. Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"
Salme 88. (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig. Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Salme 89. (En Maskil af Ezraitten Etan.) Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner? En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys! De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige! Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela. Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
Salme 90. (En Bøn af den Guds Mand Moses.) Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt. Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet! Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
Salme 91. Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager. "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
Salme 92. (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste, ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer! Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning. Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe! Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, men du er ophøjet for evigt, HERRE. Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd. De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
Salme 93. HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje! Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer!
Salme 94. HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble? De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod; de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; de siger: "HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!" Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed. Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet. Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE; da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl. står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? Jager de end den ret, færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
Salme 95. Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber! Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
Salme 96. Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden, syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder; thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber. For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris, giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
Salme 97. HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande! Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte; Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender. Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv; Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre; Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed. Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham. Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE! Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder! I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd; over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet. I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!
Salme 98. (En Salme.) Syng HERREN en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm. Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne; han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse. Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang; lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer, råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang! Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der, Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
Salme 99. HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer; i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud!
Salme 100. (En Salme. Til Takofferet.) Råb af Fryd for HERREN, al jorden, tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!
Salme 101. (Af David. En Salme.) Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By.
Salme 102. (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen. Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt; du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN; thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN. Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
Salme 103. (Af David.) Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger! Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed; han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter. HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
Salme 104. Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du. HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker! Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN. Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Salme 105. Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN; spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven igennem. På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!
Salme 106. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke! Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige; Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN; da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde, med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange. Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
Salme 107. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet. I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt. De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern. De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger. De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet; han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds! Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!
Salme 108. (En Sang. En Salme af David.) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom? Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
Salme 109. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had. Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl. Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed, så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det! Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden; thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
Salme 110. (Af David. En Salme.) HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
Salme 111. Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!
Salme 112. Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til HERREN; fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.
Salme 113. Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!
Salme 114. Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!
Salme 115. Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem! Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold; Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold; de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store. HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber. Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse. Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!
Salme 116. Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn. Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!" Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig! Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land; jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!" Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig? Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn. Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død. Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn; mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
Salme 117. Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed varer evindelig!
Salme 118. Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i åbent Land. HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker; at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster. Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs Navn; de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs Navn; de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENs Navn. Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig. Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse. Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre øver Vælde, HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!" Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENs Gerninger. HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden. Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN! Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind. Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os på den! Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes! Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner eder fra HERRENs Hus! HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 119. Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov. Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt! Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter! Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord. Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd. I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord! Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig. Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord! Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov! Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg. Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE! Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit. Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden. Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte. Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem. Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding. Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord! Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig. Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode. Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd! Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord, så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord. Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud. Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid; jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues; jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker; jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter. Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst. Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov. Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger. Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord. Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter! Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord. Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger. Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme. Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord. Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?" Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke. Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig? De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov. Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig! De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke. Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd. HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast. Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe. Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende. Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live. Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig. For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud. Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den. Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd. Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud. Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord. Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund. Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej. Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord! Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud! Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden. Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov. Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord. Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud. Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb! Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter! Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn. For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud. Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov. Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti. Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov. Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud. Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve! Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter. Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd! Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord. Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord. Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud! De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov. Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed. For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt. Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov. Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord! Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde. Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud! Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke. Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord. Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed! Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt. Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord. Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte. Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær. Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud. Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem. Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud. Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære. Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje. Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord! Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord! Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter. Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd. Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger. Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst. Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp! Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.
Salme 120. (Sang til Festrejserne.) Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig. HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
Salme 121. (Sang til Festrejserne.) Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre; Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
Salme 122. (Sang til Festrejserne. Af David.) Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!" Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem, Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles; thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for Israel om at prise HERRENs Navn. Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus. Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig! Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge! For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred, for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.
Salme 123. (Sang til Festrejserne.) Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen! Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig. Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot, overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!
Salme 124. (Sang til Festrejserne. Af David.) Havde HERREN ej været med os - så siger Israel - havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os; så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os; så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl, over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande. Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov! Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens Skaber.
Salme 125. (Sang til Festrejserne.) De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid : Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!
Salme 126. (Sang til Festrejserne.) Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "HERREN har gjort store Ting imod dem!" HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade. Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme! De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang; de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.
Salme 127. (Sang til Festrejserne. Af Salomo.) Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves. Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne. Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn. Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom. Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.
Salme 128. (Sang til Festrejserne.) Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel! Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord. Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN. HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!
Salme 129. (Sang til Festrejserne.) De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke. Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer; retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb. Alle, som hader Zion, skal vige med Skam, blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå, og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn; Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!"
Salme 130. (Sang til Festrejserne.) Fra det dybe råber jeg til o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. Jeg håber på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord, på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen. Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,
Salme 131. (Sang til Festrejserne. Af David.) Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje. Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN. Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid!
Salme 132. (Sang til Festrejserne.) HERRE, kom David i Hu for al hans møje, hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte : "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!" HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"
Salme 133. (Sang til Festrejserne. Af David.) Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
Salme 134. (Sang til Festrejserne.) Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved Nattetide! Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN! HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.
Salme 135. Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere, som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde! Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder. HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre; han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt, thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere. Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus, lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN! Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem!
Salme 136. Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 137. Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. Vi hængte vore Harper i Landets Pile. Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund? Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde! HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Salme 138. (Af David.) Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne; jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord, og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære, thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!
Salme 139. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde. Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast! Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset. Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig. Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod; med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Salme 140. (Til Sangmesteren. En Salme af David.) Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst! HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.
Salme 141. (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab. Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
Salme 142. (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN, udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
Salme 143. (En Salme af David.) HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen; lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.
Salme 144. (Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!
Salme 145. (En Lovsang af David.) Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages. Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed. God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig. De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.
Salme 146. Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl! Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud, som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN løser de fangne, HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige, HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!
Salme 147. Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer! Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed. Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!
Salme 148. Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!
Salme 149. Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! -
Salme 150. Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!
Salme 77. (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela. Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Salme 78. (En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort. Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide, at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom, så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud, ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag - Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov; hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue. Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark; han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold; han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær; han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme, han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder. Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen; de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten, de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken? Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?" Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel, fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse. Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn; Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med. Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft; Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand, lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger; Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få. Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund, rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge. Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere. Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År. Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud, kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser. De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge; deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro. Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem; han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage. Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land! De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige; hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden, da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark, forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene, sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde, gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst, slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost, prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn. Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle; frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest; alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte, lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte. Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest. Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
Salme 79. (En Salme af Asaf.) Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. Hvor længe vredes du, HERRE - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde. Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!
Salme 80. (Til Sangmesteren. El-sjosjannim-edut. Af Asaf. En Salme.) Lyt til, du Israels Hyrde, der leder Josef som en Hjord, træd frem i Glans, du, som troner på Keruber, for Efraims, Benjamins og Manasses Øjne; opbyd atter din Vælde og kom til vor Frelse! Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! HERRE, Hærskarers Gud, hvor længe vredes du trods din Tjeners Bøn? Du har givet os Tårebrød at spise, Tårer at drikke i bredfuldt Mål. Du har gjort os til Stridsemne for vore Naboer, vore Fjender håner os. Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses! Du rykked en Vinstok op i Ægypten, drev Folkeslag bort og plantede den; du rydded og skaffed den Plads, den slog Rod og fyldte Landet; Bjergene skjultes af dens Skygge. Guds Cedre af dens Ranker; den bredte sine Skud til Havet og sine kviste til Floden. Hvorfor har du nedbrudt dens Hegn, så alle vejfarende plukker deraf? Skovens Vildsvin gnaver deri, Dyrene på Marken æder den op! Hærskarers Gud, vend tilbage, sku ned fra Himlen og se! Drag Omsorg for denne Vinstok, for Skuddet, din højre planted! Lad dem, der sved den og huggede den sønder, gå til for dit Åsyns Trussel! Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig! Da viger vi ikke fra dig, hold os i Live, så påkalder vi dit Navn! HERRE, Hærskarers Gud, bring os atter på Fode, lad dit Ansigt lyse, at vi må frelses!
Salme 81. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud, istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen; stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag! Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud; han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte. "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven. I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela. Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig! En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud! Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den! Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke. Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd. Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje! Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner! Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"
Salme 82. (En Salme af Asaf.) Gud står frem i Guders Forsamling midt iblandt Guder holder han Dom "Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela. Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri; red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd! Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler. Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner; dog skal I dø som Mennesker, styrte som en af Fyrsterne!" Rejs dig, o Gud, døm Jorden, thi alle Folkene får du til Arv!
Salme 83. (En Sang. En Salme af Asaf.) Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela. Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE; lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde Og kende, at du, hvis Navn er HERREN, er ene den Højeste over al Jorden!
Salme 84. (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Koras Sønner. En Salme.) Hvor elskelig er dine boliger, Hærskares Herre! Af Længsel efter HERRENs Forgårde vansmægtede min Sjæl, nu jubler mit Hjerte og Kød for den levende Gud! Ja, Spurven fandt sig et Hjem og Svalen en Rede, hvor den har sine Unger - dine Altre, Hærskarers HERRE, min Konge og Gud! Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela. Salig den, hvis Styrke er i dig, når hans Hu står til Højtidsrejser! Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser. Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion. Hør min Bøn, o HERRE, Hærskarers Gud, Lyt til, du Jakobs Gud! - Sela. Gud, vort Skjold, se til og vend dit Blik til din Salvedes Åsyn! Thi bedre een Dag i din Forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds Hus's Tærskel end dvæle i Gudløsheds Telte. Thi Gud HERREN er Sol og Skjold, HERREN giver Nåde og Ære; dem, der vandrer i Uskyld, nægter han intet godt. Hærskarers HERRE, salig er den, der stoler på dig!
Salme 85. (Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.) Du var nådig, HERRE, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne, tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela. Du lod al din Vrede fare, tvang din glødende Harme. Vend tilbage, vor Frelses Gud, hør op med din Uvilje mod os! Vil du vredes på os for evigt, holde fast ved din Harme fra Slægt til Slægt? Vil du ikke skænke os Liv På ny, så dit Folk kan glæde sig i dig! Lad os skue din Miskundhed, HERRE, din Frelse give du os! Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land; Retfærd vandrer foran ham og følger også hans Fjed.
Salme 86. (En Bøn af David.) Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig! Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem. Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl; thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig. Lyt til min Bøn, o HERRE, lån Øre til min tryglende Røst! På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger. Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn. Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud. Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig!
Salme 87. (Af Koras Sønner. En Salme. En Sang.) Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær, Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela. Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der. Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt. HERREN tæller efter i Folkeslagenes Liste, en fødtes her, en anden der. - Sela. Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!"
Salme 88. (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig. Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Salme 89. (En Maskil af Ezraitten Etan.) Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed. Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed. Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener: "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela. Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling. Thi hvem i Sky er HERRENs Lige, hvo er som HERREN iblandt Guds Sønner? En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham. HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig. Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem. Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm. Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde. Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn. Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet. Retfærd og Ret er din Trones Grundvold, Nåde og Sandhed står for dit Åsyn. Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys! De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed. Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest; thi vort Skjold er hos HERREN, vor Konge er Israels Hellige! Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket; jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie; thi min Hånd skal holde ham fast, og min Arm skal give ham Styrke. Ingen Fjende skal overvælde ham, ingen Nidding trykke ham ned; jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham; med ham skal min Trofasthed og Miskundhed være, hans Horn skal løfte sig ved mit Navn; jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre; mig skal han kalde: min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger; jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt; jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til. Hvis hans Sønner svigter min Lov og ikke følger mine Lovbud, hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud, da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag; men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke; jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn. Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke: Hans Æt skal blive for evigt, hans Trone for mig som Solen, stå fast som Månen for evigt, og Vidnet på Himlen er sanddru, - Sela. Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham; Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet; du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger; alle vejfarende plyndrer ham, sine Naboer blev han til Spot. Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender; hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen; du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden, afkorted hans Ungdoms Dage og hylled ham ind i Skam. - Sela. Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild? Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn! Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela. Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David? Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn, hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN i Evighed, Amen, Amen!
Salme 90. (En Bøn af den Guds Mand Moses.) Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt. Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet! Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
Salme 91. Den der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge, siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest; han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge. Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot. Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf; (thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig. Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær; thi han byder sine Engle at vogte dig på alle dine Veje; de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten; du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager. "Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn; kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære: med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!"
Salme 92. (En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste, ved Gry forkynde din Nåde, om Natten din Trofasthed til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg på Citer! Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning. Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker såre dybe! Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt. Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse, men du er ophøjet for evigt, HERRE. Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes! Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie; det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd. De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder; plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde; selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.
Salme 93. HERREN har vist, han er Konge, har iført sig Højhed, HERREN har omgjordet sig med Styrke. Han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke. Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du! Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag. Fremfor vældige Vandes Drøn, fremfor Havets Brændinger er HERREN herlig i det høje! Dine Vidnesbyrd er fuldt at lide på, Hellighed tilkommer dit Hus, HERRE, så længe Dagene varer!
Salme 94. HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans; stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige! Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble? De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre; de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod; de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel; de siger: "HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!" Forstå dog, I Tåber blandt Folket! Når bliver I kloge, I Dårer? Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se? Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt? HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed. Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse; thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod. Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet. Hvo står mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udådsmænd? Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille. Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE; da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl. står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn? Jager de end den ret, færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod, HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe; han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.
Salme 95. Kom, lad os Juble, for HERREN, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! Thi HERREN er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for HERREN, vor Skaber! Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!
Salme 96. Syng HERREN en ny sang, syng for Herren, al jorden, syng for HERREN og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! Thi stor og højlovet er HERREN, forfærdelig over alle Guder; thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, HERREN er Himlens Skaber. For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. Giv HERREN, I Folkeslags Slægter, giv HERREN Ære og Pris, giv HERREN hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, tilbed HERREN i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! Sig blandt Folkeslag: "HERREN har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.
Salme 97. HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande! Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte; Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender. Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv; Bjergene smelted som Voks for HERREN, for hele Jordens Herre; Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed. Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham. Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, HERRE! Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder! I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd; over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet. I retfærdige, glæd jer i HERREN, lovsyng hans hellige Navn!
Salme 98. (En Salme.) Syng HERREN en sang, thi vidunderlige ting har han gjort; Sejren vandt ham hans højre, hans hellige Arm. Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne; han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse. Råb af Fryd for HERREN, al Jorden, bryd ud i Jubel og Lovsang; lovsyng HERREN til Citer, lad Lovsang tone til Citer, råb af Fryd for Kongen, HERREN, til Trompeter og Hornets Klang! Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der, Strømmene klappe i Hænder, Bjergene juble til Hobe for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkeslag med Ret!
Salme 99. HERREN har vist, han er Konge, Folkene bæver, han troner på Keruber, Jorden skælver! Stor er HERREN på Zion, ophøjet over alle Folkeslag; de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han! Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans Fødders Skammel; hellig er han! Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer; i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem; HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde. Ophøj HERREN vor Gud, bøj eder for hans hellige Bjerg, thi hellig er HERREN vor Gud!
Salme 100. (En Salme. Til Takofferet.) Råb af Fryd for HERREN, al jorden, tjener HERREN med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! Kend, at HERREN er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! Thi god er HERREN, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!
Salme 101. (Af David. En Salme.) Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By.
Salme 102. (Bøn af en elendig, når hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen. Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt; du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. Og HERRENs Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN; thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, at HERRENs Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN. Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
Salme 103. (Af David.) Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! Min Sjæl, lov HERREN, og glem ikke alle hans Velgerninger! Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! HERREN øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; barmhjertig og nådig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed; han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer HERREN sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter. HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. Lov HERREN, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. Lov HERREN, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. Lov HERREN, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov HERREN!
Salme 104. Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. HERRENs Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du. HERRENs Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker! Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN. Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
Salme 105. Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN; spørg efter HERREN og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! Han, HERREN, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, indtil hans Ord blev opfyldt; ved HERRENs Ord stod han Prøven igennem. På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!
Salme 106. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke! Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige; Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN; da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde, med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange. Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
Salme 107. Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet. I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt. De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern. De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger. De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet; han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds! Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde!
Salme 108. (En Sang. En Salme af David.) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden! Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom? Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
Salme 109. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had. Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl. Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed, så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det! Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden; thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
Salme 110. (Af David. En Salme.) HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" Fra Zion udrækker HERREN din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.
Salme 111. Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed! Store er Herrens gerninger, gennemtænkte til bunds. Hans værk er højhed og herlighed, hans retfærd bliver til evig tid. Han har sørget for, at hans undere mindes, nådig og barmhjertig er Herren. Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu. Han viste sit folk sine vældige gerninger, da han gav dem folkenes eje. Hans hænders værk er sandhed og ret, man kan lide på alle hans bud; de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind. Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt. Helligt og frygteligt er hans navn. Herrens frygt er visdoms begyndelse; forstandig er hver, som øver den. Evigt varer hans pris!
Salme 112. Halleluja! Salig er den, der frygter Herren og ret har lyst til hans bud! Hans Æt bliver mægtig på Jord, den oprigtiges Slægt velsignes; Velstand og Rigdom er i hans Hus, hans Retfærdighed varer evindelig. For den oprigtige oprinder Lys i Mørke; han er mild, barmhjertig retfærdig. Salig den, der ynkes og låner ud og styrer sine Sager med Ret; thi han rokkes aldrig i Evighed, den retfærdige ihukommes for evigt; han frygter ikke for onde Tidender, hans Hjerte er trøstigt i Tillid, til HERREN; fast er hans Hjerte og uden Frygt, indtil han skuer sine Fjender med Fryd; til fattige deler han rundhåndet ud, hans Retfærdighed varer evindelig; med Ære løfter hans Horn sig. Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet.
Salme 113. Halleluja! Pris, I Herrens tjenere, pris Herrens navn! Herrens navn være lovet fra nu og til evig tid; fra sol i opgang til sol i bjærge være Herrens navn lovpriset! Over alle folk er Herren ophøjet, hans herlighed højt over himlene. Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje og skuer ned i det dybe - i Himlene og på Jorden - som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet og sætter ham mellem Fyrster, imellem sit Folks Fyrster, han, som lader barnløs Hustru sidde som lykkelig Barnemoder!
Salme 114. Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? Skælv, Jord, for HERRENs Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!
Salme 115. Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld! Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?" Vor Gud, han er i Himlen; alt, hvad han vil, det gør han! Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej; de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd. Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem! Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold; Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold; de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold. HERREN kommer os i Hu, velsigner, velsigner Israels Hus, velsigner Arons Hus, velsigner dem, der frygter HERREN, og det både små og store. HERREN lader eder vokse i Tal, eder og eders Børn; velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber. Himlen er HERRENs Himmel, men Jorden gav han til Menneskens Børn. De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse. Men vi, vi lover HERREN, fra nu og til evig Tid!
Salme 116. Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn. Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!" Nådig er HERREN og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi HERREN har gjort vel imod dig! Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land; jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!" Hvorledes skal jeg gengælde HERREN alle hans Velgerninger mod mig? Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde HERRENs Navn. Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. Kostbar i HERRENs Øjne er hans frommes Død. Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde HERRENs Navn; mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk i HERRENs Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!
Salme 117. Halleluja! Lovsyng HERREN, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, thi stor er hans Miskundhed mod os, HERRENs Trofasthed varer evindelig!
Salme 118. Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" Jeg påkaldte HERREN i Trængslen, HERREN svared og førte mig ud i åbent Land. HERREN, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? HERREN, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. At ty til HERREN er godt fremfor at stole på Mennesker; at ty til HERREN er godt fremfor at stole på Fyrster. Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i HERRENs Navn; de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs Navn; de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENs Navn. Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men HERREN hjalp mig. Min Styrke og Lovsang er HERREN, han blev mig til Frelse. Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre øver Vælde, HERRENs højre er løftet, HERRENs højre øver Vælde!" Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre HERRENs Gerninger. HERREN tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden. Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN! Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind. Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. Fra HERREN er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. Denne er Dagen, som HERREN har gjort, lad os juble og glæde os på den! Ak, HERRE, frels dog, ak, HERRE; lad det dog lykkes! Velsignet den, der kommer, i HERRENs Navn; vi velsigner eder fra HERRENs Hus! HERREN er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! Tak HERREN, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 119. Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov. Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte. de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje. Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes. O, måtte jeg vandre med faste Skridt, så jeg holder dine Vedtægter! Da skulde jeg ikke blive til - Skamme, thi jeg så hen til alle dine Bud. Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud. Jeg vil holde dine Vedtægter, svigt mig dog ikke helt! Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord. Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud! Jeg gemmer dit Ord i mit Hjerte for ikke at synde imod dig. Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter! Jeg kundgør med mine Læber alle din Munds Lovbud. Jeg glæder mig over dine Vidnesbyrds Vej, som var det al Verdens Rigdom. Jeg vil grunde på dine Befalinger og se til dine Stier. I dine Vedtægter har jeg min Lyst, jeg glemmer ikke dit Ord. Und din Tjener at leve, at jeg kan holde dit Ord. Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov. Fremmed er jeg på Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud. Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud. Vælt Hån og Ringeagt fra mig, thi jeg agter på dine Vidnesbyrd. Om Fyrster oplægger Råd imod mig, grunder din Tjener på dine Vedtægter. Ja, dine Vidnesbyrd er min Lyst, det er dem, der giver mig Råd. I Støvet ligger min Sjæl, hold mig i Live efter dit Ord! Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig. Lad mig fatte dine Befalingers Vej og grunde på dine Undere. Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord! Lad Løgnens Vej være langt fra mig og skænk mig i Nåde din Lov! Troskabs Vej har jeg valgt, dine Lovbud attrår jeg. Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE! Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit. Lær mig, HERRE, dine Vedtægters Vej, så jeg agter derpå til Enden. Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte. Før mig ad dine Buds Sti, thi jeg har Lyst til dem. Bøj mit Hjerte til dine Vidnesbyrd og ej til uredelig Vinding. Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord! Stadfæst for din Tjener dit Ord, så jeg lærer at frygte dig. Hold borte fra mig den Skændsel, jeg frygter, thi dine Lovbud er gode. Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd! Lad din Miskundhed komme over mig, HERRE, din Frelse efter dit Ord, så jeg har Svar til dem, der spotter mig, thi jeg stoler på dit Ord. Tag ikke ganske Sandheds Ord fra min Mund, thi jeg bier på dine Lovbud. Jeg vil stadig holde din Lov, ja evigt og altid; jeg vil vandre i åbent Land, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. Jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger uden at blues; jeg vil fryde mig over dine Bud, som jeg højlige elsker; jeg vil udrække Hænderne mod dine Bud og grunde på dine Vedtægter. Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. Dine Lovbud fra fordum, HERRE, kom jeg i Hu og fandt Trøst. Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, HERRE, jeg holdt din Lov. Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger. Min Del er HERREN, jeg satte mig for at holde dine Ord. Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord! Jeg overtænkte mine Veje og styred min Fod tilbage til dine Vidnesbyrd. Jeg hasted og tøved ikke med at holde dine Bud. De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov. Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud. Jeg er Fælle med alle, der frygter dig og holder dine Befalinger. Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter! Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord. Giv mig Forstand og indsigt, thi jeg tror på dine Bud. For jeg blev ydmyget, for jeg vild, nu holder jeg dit Ord. God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter! De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare. Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov. Det var godt, at jeg blev ydmyget, så jeg kunde lære dine Vedtægter. Din Munds Lov er mig mere værd end Guld og Sølv i Dynger. Dine Hænder skabte og dannede mig, giv mig Indsigt; så jeg kan lære dine Bud! De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord. HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig. Lad din Miskundhed være min Trøst efter dit Ord til din Tjener! Din Barmhjertighed finde mig, at jeg må leve, thi din Lov er min Lyst. Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger. Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd. Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Vedtægter, at jeg ikke skal blive til Skamme. Efter din Frelse længes min Sjæl, jeg bier på dit Ord. Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?" Thi jeg er som en Lædersæk i Røg, men dine Vedtægter glemte jeg ikke. Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig? De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov. Alle dine Bud er trofaste, med Løgn forfølger man mig, o hjælp mig! De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke. Hold mig i Live efter din Miskundhed, at jeg kan holde din Munds Vidnesbyrd. HERRE, dit Ord er evigt, står fast i Himlen. Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast. Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe. Havde din Lov ej været min Lyst, da var jeg omkommet i min Elende. Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live. Din er jeg, frels mig, thi dine Befalinger ligger mig på Sinde. De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig. For alting så jeg en Grænse, men såre vidt rækker dit Bud. Hvor elsker jeg dog din Lov! Hele Dagen grunder jeg på den. Dit Bud har gjort mig visere end mine Fjender, thi det er for stedse mit. Jeg er klogere end alle mine Lærere, thi jeg grunder på dine Vidnesbyrd. Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud. Jeg holder min Fod fra hver Vej, som er ond, at jeg kan holde dit Ord. Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig. Hvor sødt er dit Ord for min Gane, sødere end Honning for min Mund. Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej. Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. Jeg er såre ydmyget, HERRE, hold mig i Live efter dit Ord! Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE, og lær mig dine Lovbud! Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden. Jeg hader tvesindet Mand, men jeg elsker din Lov. Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord. Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud. Støt mig efter dit Ord, at jeg må leve, lad mig ikke beskæmmes i mit Håb! Hold mig oppe, at jeg må frelses og altid have min Lyst i dine Vedtægter! Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn. For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud. Ret og Skel har jeg gjort, giv mig ikke hen til dem, der trænger mig! Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig! Mine Øjne vansmægter efter din Frelse og efter dit Retfærds Ord. Gør med din Tjener efter din Miskundhed og lær mig dine Vedtægter! Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd! Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov. Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte. Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti. Underfulde er dine Vidnesbyrd, derfor agted min Sjæl på dem. Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt. Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud. Vend dig til mig og vær mig nådig, som Ret er for dem, der elsker dit Navn! Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig! Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger! Lad dit Ansigt lyse over din Tjener og lær mig dine Vedtægter! Vand i Strømme græder mine Øjne, fordi man ej holder din Lov. Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud. Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre. Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord. Dit Ord er fuldkommen rent, din Tjener elsker det. Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke. Din Retfærd er Ret for evigt, din Lov er Sandhed. Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst. Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve! Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter. Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd! Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord. Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord. Hør mig efter din Miskundhed, HERRE, hold mig i Live efter dit Lovbud! De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov. Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed. For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt. Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov. Før min Sag og udløs mig, hold mig i Live efter dit Ord! Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde. Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud! Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke. Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord. Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed! Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt. Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord. Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte. Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær. Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud. Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem. Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud. Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære. Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje. Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord! Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord! Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter. Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd. Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger. Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst. Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp! Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud.
Salme 120. (Sang til Festrejserne.) Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig. HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge! Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge! Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel. Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte! Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred. Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!
Salme 121. (Sang til Festrejserne.) Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp? Fra HERREN kommer min Hjælp, fra Himlens og Jordens Skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre; Solen stikker dig ikke om Dagen, og Månen ikke om Natten; HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl; HERREN bevarer din Udgang og Indgang fra nu og til evig Tid!
Salme 122. (Sang til Festrejserne. Af David.) Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!" Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem, Jerusalem bygget som Staden, hvor Folket samles; thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for Israel om at prise HERRENs Navn. Thi der står Dommersæder, Sæder for Davids Hus. Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig! Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge! For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred, for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste.
Salme 123. (Sang til Festrejserne.) Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen! Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig. Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot, overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot!
Salme 124. (Sang til Festrejserne. Af David.) Havde HERREN ej været med os - så siger Israel - havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os; så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os; så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl, over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande. Lovet være HERREN, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov! Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri. Vor Hjælper HERRENs Navn, Himlens og Jordens Skaber.
Salme 125. (Sang til Festrejserne.) De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes. Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid : Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret. HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet; men dem, der slår ind på krogveje, dem bortdrive HERREN tillige med Udådsmænd. Fred over Israel!
Salme 126. (Sang til Festrejserne.) Da HERREN hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende; da fyldtes vor Mund med Latter, vor Tunge med Frydesang; da hed det blandt Folkene: "HERREN har gjort store Ting imod dem!" HERREN har gjort store Ting imod os, og vi blev glade. Vend, o Herre, vort Fangenskab, som Sydlandets Strømme! De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang; de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg.
Salme 127. (Sang til Festrejserne. Af Salomo.) Dersom HERREN ikke bygger huset, er Bygmestrenes Møje forgæves, dersom HERREN ikke vogter Byen, våger Vægteren forgæves. Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne. Se, Sønner er HERRENs Gave, Livsens Frugt er en Løn. Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom. Salig den Mand, som fylder sit Kogger med dem; han beskæmmes ej, når han taler med Fjender i Porten.
Salme 128. (Sang til Festrejserne.) Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel! Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord. Se, så velsignes den Mand, der frygter HERREN. HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!
Salme 129. (Sang til Festrejserne.) De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke. Plovmænd pløjed min Ryg, trak lange Furer; retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb. Alle, som hader Zion, skal vige med Skam, blive som Græs på Tage, der visner, førend det skyder Strå, og ikke fylder Høstkarlens Hånd og Opbinderens Favn; Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!"
Salme 130. (Sang til Festrejserne.) Fra det dybe råber jeg til o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. Jeg håber på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord, på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen. Israel, bi på HERREN! Thi hos HERREN er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,
Salme 131. (Sang til Festrejserne. Af David.) Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje. Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN. Israel, bi på HERREN fra nu og til evig Tid!
Salme 132. (Sang til Festrejserne.) HERRE, kom David i Hu for al hans møje, hvorledes han tilsvor HERREN, gav Jakobs Vældige et Løfte : "Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje, under ikke mine Øjne Søvn, ikke mine Øjenlåg Hvile, før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!" "Se, i Efrata hørte vi om den, fandt den på Ja'ars Mark; lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!" HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark! Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd! For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!" HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone. Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone! Thi HERREN har udvalgt Zion, ønsket sig det til Bolig : Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket. Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød, dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd. Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe. Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!"
Salme 133. (Sang til Festrejserne. Af David.) Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker HERREN Velsignelse ned, Liv til evig Tid.
Salme 134. (Sang til Festrejserne.) Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved Nattetide! Løft eders Hænder mod Helligdommen og lov HERREN! HERREN velsigne dig fra Zion, han, som skabte Himmel og Jord.
Salme 135. Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I HERRENs Tjenere, som står i HERRENs Hus, i vor Guds Huses Forgårde! Pris HERREN, thi god er HERREN, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder. HERREN gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre; han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. HERRE, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, HERRE, fra Slægt til Slægt, thi Ret skaffer HERREN sit Folk og ynkes over sine Tjenere. Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. Lov HERREN, Israels Hus, lov HERREN, Arons Hus, lov HERREN, Levis Hus, lov HERREN, I, som frygter HERREN! Fra Zion være HERREN lovet, han, som bor i Jerusalem!
Salme 136. Halleluja! Tak HERREN, thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig! Tak Gudernes Gud; thi hans miskundhed varer evindelig! Tak Herrens Herre; thi hans miskundhed varer evindelig! Han, der ene gør store undere; thi hans miskundhed varer evindelig! Som skabte Himlen med indsigt; thi hans miskundhed varer evindelig! Som bredte jorden på vandet; thi hans miskundhed varer evindelig! Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig! Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig! Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig! Som slog Ægyptens førstefødte; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og førte Israel ud derfra; thi hans Miskundhed varer evindelig! Med stærk 'Hånd og udstrakt Arm; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som kløved det røde Hav; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og førte tsrael midt igennem det; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som drev Farao og hans Hær i det røde Hav thi hans Miskundhed varer evindelig! Som førte sit Folk i Ørkenen; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som fældede store Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og veg så vældige Konger; thi hans Miskundhed varer evindelig! Amoriternes Konge Sion, thi hans Miskundhed varer evindelig! Og Basans Konge Og thi hans Miskundhed varer evindelig! Og gav deres Land i Eje; thi hans Miskundhed varer evindelig! I Eje til hans Tjener Israel; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som kom os i Hu i vor Ringhed; thi hans Miskundhed varer evindelig! Og friede os fra vore Fjender; thi hans Miskundhed varer evindelig! Som giver alt Kød Føde; thi hans Miskundhed varer evindelig! Tak Himlenes Gud; thi hans Miskundhed varer evindelig!
Salme 137. Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu. Vi hængte vore Harper i Landets Pile. Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!" Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund? Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre! Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde! HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!" Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os! Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!
Salme 138. (Af David.) Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne; jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord. Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord, og synge om HERRENs Veje; thi stor er HERRENs Ære, thi HERREN er ophøjet, ser til den ringe, han kender den stolte i Frastand. Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse. HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk!
Salme 139. (Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde. Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast! Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset. Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv. Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde. Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb; som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet. Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum! Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig. Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig, de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn. Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod; med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender. Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
Salme 140. (Til Sangmesteren. En Salme af David.) Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd, der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid. De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber. - Sela. Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald. Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela. Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst! HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag. Opfyld ej, HERRE, den gudløses Ønsker, lad ikke hans Råd have Fremgang! Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv! Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op! Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag! Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret. For vist skal retfærdige prise dit Navn, oprigtige bo for dit Åsyn.
Salme 141. (En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig; som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer! HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør! Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage. Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab. Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige. Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab. Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris! Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer; lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.
Salme 142. (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN, udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
Salme 143. (En Salme af David.) HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd, gå ikke i Rette med din Tjener, thi for dig er ingen, som lever, retfærdig! Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet. Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk. Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela. Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven. Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig. Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen; lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej! For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel, udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener.
Salme 144. (Af David.) Lovet være HERREN, min Klippe, som oplærer mine hænder til Strid mine Fingre til Krig, min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag! HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham? Mennesket er som et Åndepust, dets Dage som svindende Skygge. HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger; slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel; udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande, fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe, du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener. Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd. I Ungdommen er vore Sønner som højvoksne Planter, vore Døtre er som Søjler, udhugget i Tempelstil; vore Forrådskamre er fulde, de yder Forråd på, Forråd, vore Hjorde føder Tusinder, Titusinder på vore Marker, fede er vore Okser; intet Murbrud, ingen Udvandring, ingen Skrigen på Torvene. Saligt det Folk, der er således stedt, saligt det Folk, hvis Gud er HERREN!
Salme 145. (En Lovsang af David.) Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn. Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn. Stor og højlovet er HERREN, hans Storhed kan ikke ransages. Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger. De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere; de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne; de udbreder din rige Miskundheds Ry og synger med Fryd om din Retfærd. Nådig og barmhjertig er HERREN, langmodig og rig på Miskundhed. God er HERREN mod alle, hans Barmhjertighed er over alle hans Værker. Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig. De forkynder dit Riges Ære og taler om din Vælde for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed. Dit Rige står i al Evighed, dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. (Trofast er HERREN i alle sine Ord og miskundelig i alle sine Gerninger). HERREN støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid; du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker. Retfærdig er HERREN på alle sine Veje, miskundelig i alle sine Gerninger. Nær er HERREN hos alle, som kalder, hos alle, som kalder på ham i Sandhed. Han gør, hvad de, der frygter ham, ønsker, hører deres Råb og frelser dem, HERREN vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud. Min Mund skal udsige HERRENs Pris, alt Kød skal love hans hellige Navn evigt og altid.
Salme 146. Halleluja! Pris HERREN, min Sjæl! Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til HERREN hans Gud, som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! HERREN løser de fangne, HERREN åbner de blindes Øjne, HERREN rejser de bøjede, HERREN elsker de retfærdige, HERREN vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. HERREN er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!
Salme 147. Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig. Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel, han læger dem, hvis Hjerte er sønderknust, og forbinder deres Sår; han fastsætter Stjemernes Tal og giver dem alle Navn. Vor Herre er stor og vældig, hans Indsigt er uden Mål; HERREN holder de ydmyge oppe, til Jorden bøjer han gudløse. Syng for HERREN med Tak, leg for vor Gud på Citer! Han dækker Himlen med Skyer, sørger for Regn til Jorden, lader Græs spire frem på Bjergene og Urter til Menneskers Brug; Føde giver han Kvæget og Ravneunger, som skriger; hans Hu står ikke til stærke Heste, han har ikke Behag i rapfodet Mand; HERREN har Behag i dem, der frygter ham, dem, der bier på hans Miskundhed. Lovpris HERREN, Jerusalem, pris, o Zion, din Gud! Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte; dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme; han sender sit Bud til Jorden, hastigt løber hans Ord, han lader Sne falde ned som Uld, som Aske spreder han Rim, som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham; han sender sit Ord og smelter dem, de strømmer, når han rejser sit Vejr. Han kundgør sit Ord for Jakob, sine Vedtægter og Lovbud for Israel. Så gjorde han ikke mod andre Folk, dem kundgør han ingen Lovbud. Halleluja!
Salme 148. Halleluja! Pris Herren i himlen, pris ham i det høje! Pris ham, alle hans engle, pris ham, alle hans hærskarer, pris ham, sol og måne, pris ham, hver lysende stjerne, pris ham, himlenes himle og vandene over himlene! De skal prise Herrens navn, thi han bød, og de blev skabt; han gav dem deres plads for evigt, han gav en lov, som de ej overtræder! Lad pris stige op til Herren fra jorden, I havdyr og alle dyb, Ild og hagl, sne og røg, storm, som gør hvad han siger, I bjerge og alle høje, frugttræer og alle cedre, I vilde dyr og alt kvæg, krybdyr og vingede fugle, I jordens konger og alle folkeslag, fyrster og alle jordens dommere, ynglinge sammen med jomfruer, gamle sammen med unge! De skal prise Herrens navn, thi ophøjet er hans navn alene, hans højhed omspender jord og himmel. Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja!
Salme 149. Halleluja! syng Herren en ny sang, hans Pris i de frommes Forsamling! Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn, de skal prise hans Navn under Dans, lovsynge ham med Pauke og Citer; thi HERREN har Behag i sit Folk, han smykker de ydmyge med Frelse. De fromme skal juble med Ære, synge på deres Lejer med Fryd, med Lovsang til Gud i Mund og tveægget Sværd i Hånd for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene, for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern og fuldbyrde på dem den alt skrevne Dom til Ære for alle hans fromme! Halleluja! -
Salme 150. Halleluja! Pris Gud i hans Helligdom, pris ham i hans stærke Hvælving, pris ham for hans vældige Gerninger, pris ham for hans mægtige Storhed; pris ham med Hornets Klang, pris ham med Harpe og Citer, pris ham med Pauke og Dans, pris ham med Strengeleg og Fløjte, pris ham med klingre Cymbler, pris ham med gjaldende Cymbler; alt hvad der ånder, pris HERREN! Halleluja!